Slide 1

GUF OG KUGLER

Guf & Kugler finder du på Nibe Lystbådehavn – et af de bedste ishuse i Danmark.  Kom ind i Guf & Kugler og mærk stemningen! Mød vores dejlige Isforkælere, Isfatter eller Ismutter og giv dig hen i samarbejdet om en skøn is-oplevelse.

Den bedste is fra Vebbestrup mejeri!

Vores kæmpe isbar er fyldt med 24 forskellige, fantastiske fløde- eller sorbetvarianter fra Vebbestrup Mejeri, hvor du finder alt fra de bedste klassikere til spændende nye varianter som f.eks. havtorn-is. Ismutter har fået mejeriet til at producere en variant, som udelukkende kan nydes af jer is-elskere, der besøger Guf & Kugler. Vi har kaldt denne lækre is, som er et skønt samspil mellem chokolade- og lakridsis, for »Guf & Kugler Sensation.« Vores fantastiske flødesoftice er den pris-vindende softice fra Vebbestrup Mejeri.

Gourmet topping

Er du til hjemmelavede lækkerier, vil du sikkert nyde vores frisk- og hjemmelavede guf, hvor du kan vælge mellem den fine, hvide vanilleguf eller den fabelagtige lakridsguf. I samarbejde med Bolcheriet i Løkken har vi mulighed for at tilbyde topping ud over det sædvanlige. Derfor får du tilbudt et knasende lækkert bolchedrys på toppen af guffen. Her er vores to mest populære og faste varianter jordbær-crunch og lakrids-crunch med spejdersnus. Vi fornyer og afveksler vores bolche-varianter gennem sæsonen – så lad dig endelig overraske!
Til dig, der elsker en god, mørk chokolade kan vi, måske som de eneste i Danmark, tilbyde et lækkert, gitter af varm Callebaut chokolade som topping (57,7% kakaoindhold).

Specialiteter kan også være…

Ud over vores godt forkælede is har vi specialiteterne: »Vebbe-shaken«  – en skøn, frisklavet milkshake, hvor du selv kan vælge den is eller frugt, som skal shakes eller måske er du mere til en sprød gammeldags Isbåd a la Guf & Kugler? Vi bager også selv vores Belgiske Vafler, som er bagt på Ismutters hjemmelavede dej. Er du til en kop friskbrygget kaffe, har du også mulighed for at nyde en af vores lækre kaffespecialiteter.